Udvalgsvarebutikker, som fx tøjbutikker, op til 5000 kvadratmeter kan genåbnes med skærpede afstandskrav fra 1. marts.
Det står klart efter regeringen sammen med SF, De Radikale og Enhedslisten er blevet enige om en genåbning af Danmark.
Større butikker kan også åbne for begrænset antal kunder, men det kræver en godkendelse fra sundheds-myndighederne.
Afgangselever i grundskoler og på ungdomsuddannelser i Vest- og Nordjylland vender tilbage på mandag. Efterskoler åbner i samme område.
Afgangselever i andre dele af landet end Nord- og Vestjylland kan vende tilbage i begyndelsen af marts og april, hvis tallene tillader det, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
– Vi skal ikke bringe os i en situation, hvor smitten stiger og vi mister kontrollen. Derfor skal vi lytte til, hvad eksperterne siger, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Yderligere genåbning i vente
Genåbningen vil betyde, at sundhedsvæsnet vil få omkring 870 indlagte i en kort periode omkring april, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
– Aftalen vil betyde, at små 900 vil blive indlagt i en kort periode. Det siger sundhedsmyndighederne, at de kan klare, siger Magnus Heunicke.
Der kan komme yderligere genåbning, hvis tallene i den kommende tid giver mulighed for det, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S):
– Jeg er tilfreds med, at indstillingen basere sig på indstillingen fra eksperterne. Der er en række usikkerhedselementer i beregningerne. Det har vi lagt åbent frem. Skulle det vise sig, at der er plads til yderligere åbning, så er vi klar til at diskutere det med partierne, siger Magnus Heunicke.
Fra den 15. marts kan de øvrige regioner af Danmark åbne op, hvis smittetallene fortsat er lave. Det siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
– Den 15. marts ser vi ind i, at de næste regioner i Danmark kan åbne, hvilket kan gælde for de afgangselever og efterskoler, som ikke må åbne i denne omgang, siger Pernille Rosenkrantz–Theil.
/Ritzau/