Max 20 kilometer til et teststed samt flere ledige tider

Fra på mandag er der maksimalt 20 kilometer til et teststed i Region Nordjylland. Derudover er der blevet oprettet mange flere tider på de eksisterende teststeder fra dags dato og til søndag, så skoleelever kan lade sig teste inden opstart mandag.

Falck står for hurtigtestene, som foretages gennem næsen, mens Region Nordjylland står for de såkaldte PCR-test, der foretages med skrab i munden.

– Vi har selvfølgelig en stor forpligtelse til at sikre mange testmuligheder lige nu og her, da et negativt testresultat er en forudsætning for at skoleeleverne i blandt andet afgangsklasserne og på ungdomsuddannelserne kan møde ind på mandag. Vi skruer derfor gevaldigt op for kapaciteten fra fredag morgen, siger kontorchef i regionens Sundhedsplanlægning, Jacob Bertramsen.

Fra næste uge vil Falck i vid udstrækning gå over til de nye hurtigtest, som ikke skal så langt op i næsen.

– Vi ved, at det har afholdt nogle fra at lade sig teste. Det er derfor godt, at det meste af ubehaget kan fjernes med den nye testform. Så det bør ikke være dét, som afholder nogle fra at lade sig teste med hurtigtest fra næste uge af, siger Jacob Bertramsen.

Det er muligt at få foretaget en hurtigtest uden tidsbestilling, mens det kræver tidsbestilling via www.coronaprover.dk for at få adgang til at blive PCR-testet.

Hvis der skal bruges et testsvar inden mandag morgen, bør PCR-test være foretaget senest lørdag, mens hurtigtesten bør foretages senest søndag.

Bliv testet i Hurup
Der er desuden blevet oprettet ekstra teststeder i både Fjerritslev og i Hurup. Det vil være forskelligt i løbet af ugen, om det er muligt at få PCR-test eller hurtigtest.

Det anbefales at holde sig opdateret på www.rn.dk/coronatest, hvor testmulighederne løbende bliver opdateret. I alt er der lige nu 25 forskellige teststeder i Region Nordjylland.

LÆS OGSÅ:

Elever på ungdomsuddannelser får ikke undervisning uden test

 

Foto: Line Bloch Klostergaard

 

Forfatter

Related posts

Top