Nu skal FC Thy-Thisted Q’s kampe vises på TV

Fra næste sæon kan spillerne i FC Thy-Thisted Q på lige fod med spillerne i de andre liga-klubber se frem til en del mere eksponering.

Nent Group, som står bag TV3 Sport og Viaplay, oplyser i en pressemeddelelse, at man har sikret sig rettighederne til Kvindeligaen fra næste sæson.

Aftalen mellem ligaen og Nent Group løber i tre sæsoner.

Som en del af aftalen vil samtlige kampe fra ligaen blive vist på Viaplay de kommende sæsoner.

Landsholdsanfører Pernille Harder mener, det er et stort skridt for dansk kvindefodbold.

– Det vil på alle måder blive et stort løft for vores sport, siger Chelsea-angriberen Harder i pressemeddelelsen.

– Niveauet i dansk kvindefodbold har udviklet sig rigtig meget de seneste år, så der venter danskerne mange gode timers fodbold, og jeg glæder mig også selv til at kunne følge bedre med i ligaen.

Datoen for udmeldingen kunne ikke være timet bedre. Mandag er således Kvindernes Internationale Kampdag.

/ritzau/

Arkivfoto: Michael Nørgaard

Forfatter

Related posts

Top