Tyskerne holder igen – færre udlejede sommerhuse i år

Et frafald af tyske turister i Danmark betyder, at der i øjeblikket er booket færre sommerhuse end sidste år.

Der var ved udgangen af januar booket 338.500 uger i sommerhuse i 2021. Det er tre procent færre end samme periode sidste år, oplyser Danmarks Statistik. Tallene dækker over sommerhuse lejet gennem udlejningsbureauer.

Nedgangen skyldes især, at færre tyskere har lejet sommerhuse i marts og april, hvor antallet af bookinger er faldet med over 20 procent. Samtidig er der lejet færre sommerhuse i juli og august end sidste år.

Det lavere antal bookinger skal ses i lyset af coronaudbruddet og de i øjeblikket skrappe restriktioner for indrejse, som den danske regering har indført.

De betyder i praksis, at det er vanskeligt at rejse ind i landet, hvis man bare skal på ferie, da det kræver et anerkendelsesværdigt formål at komme ind. Det kan for eksempel være, hvis man skal besøge et familiemedlem, der er alvorligt syg, eller hvis man skal til en begravelse.

Mens der er færre lejede sommerhuse fra tyskere, har der været en kraftig stigning i antallet af bookinger fra danskere.

Flere vælger at holde ferie i sommerhus, fordi alle rejser til udlandet i øjeblikket frarådes af de danske myndigheder.

Samlet havde danskere lejet 106.200 uger i sommerhuse for 2021 ved udgangen af januar. Det er mere end en fordobling sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top