Støtte til coronaramte forsamlingshuse

Morsø Kommune opretter en coronapulje, som skal hjælpe øens forsamlingshuse med at klare sig igennem den kritiske situation.

Lokalejede forsamlingshuse kan søge op til 10.000 kroner til dækning af faste udgifter. En række forudsætninger skal kunne opfyldes for at få del i puljen, og ansøgningsfristen er 31. marts kl. 12.

Forsamlingshusene er en vigtig del af livet rundt om på Mors, men lige nu står en stor del af dem i en meget kritisk situation. Flere forsamlingshuse falder ikke ind under de nationale støtteordninger, og det har ikke været muligt at have indtægter i lang tid. Derfor opretter Økonomiudvalget i Morsø Kommune en coronapulje.

Det glæder Borgmester Hans Ejner Bertelsen.

– Corona-nedlukningen har begrænset forsamlingshusenes muligheder for indtjening. Morsø kommune ønsker ekstraordinært at være med til at sikre forsamlingshusenes fremtidige muligheder for forsat at være en aktiv del af lokalsamfundene ved at tilbyde et støttebeløb til husene, siger borgmesteren og forsætter.

– Det gør et stort indtryk, at 11 ud 16 forsamlingshuse vurderer, at deres økonomi er kritisk. Vi er glade for at have fundet en måde, så de også kan få en håndsrækning og forhåbentligt klare sig igennem den svære tid. De mødesteder er en vigtig del af det gode liv og fællesskab på Mors.

Det betyder, at hvert forsamlingshus og huse med lignende anvendelse kan søge et støttebeløb til dækning af faste udgifter, hvis de overholder visse kriterier, eller alternativt kan argumentere for behov, hvis et kriterie ikke skulle kunne overholdes. Støttebeløbene finansieres af Økonomiudvalgets opstartspulje kr. 220.000 kr., fortæller kommunaldirektør Rikke Würtz.

Hvem kan søge?
Ansøgningsfristen er mandag den 31. marts kl. 12. Der kan søges op til 10.000 kr. til dækning af faste udgifter. Den korte frist er valgt, så pengene kan komme ud og gøre gavn snarest muligt. Ansøgningsskemaet og informationer findes på forsiden af kommunens hjemmeside: www.mors.dk

Kommunen sender direkte information til de huse, der vurderes at kunne komme i betragtning til puljen, så de er opmærksomme på muligheden. Det drejer sig umiddelbart om 20 huse.

Kriterier
Skulle der være forsamlingshus-lignende huse, der anser sig selv som havende behov for støtte, trods de ikke kan opfylde de følgende 5 opstillede kriterier, så er de velkommen til at indsende en argumenteret ansøgning via skemaet på hjemmesiden. Så vil det blive vurderet, om de også kan få del i puljen.

Der opstilles følgende kriterier for de forsamlingshuse, der kan ansøge:

1. at huset ikke er ejet af Morsø Kommune
2. at de opkræver reelle udgifter ved udlejning til private til fester og der ikke drives restaurati-onsvirksomhed/ dinner transportable fra husene
3. at de ikke har fået støtte fra anden pulje
4. at de ikke er under afvikling, så man reelt støtter kreditorer
5. at de indsender deres årsregnskab for 2021, når det er godkendt

Forfatter

Related posts

Top