Hvert år siden 2013 er Renoverprisen blevet uddelt for at hylde Danmarks bedste renoveringsprojekter. I år har Karby Kuber muligheden for at vinde prisen, som består af en prisstatuette og 100.000 kroner.
Pengepræmien er tiltænkt en fest for de involverede parter i projektet evt. med deltagelse af beboere/naboer. Overskydende penge kan bruges til andet, der er relateret til projektet, fx indretning af legeplads / fællesareal, dog ikke indkøb af møbler og andet løst inventar.
Karby Kuber er udarbejdet som del af LOA fondens kampagne ‘omdannelse af lukkede folkeskoler’ fra 2012. Projektet omfatter transformering af den nedlagte Karby Skole til kultur- og fælleshus og er initieret af et stærkt lokalt samarbejde af lokale ildsjæle.
Som tidligere folkeskole har flere generationer af områdets beboere tætte bånd til den gamle skole, som har spillet en stor rolle i området som samlings- og mødested.
Det konceptuelle udgangspunkt for Karby Kuber har været væsentligt for transformationen fra skole til kultur- og fælleshus, der nu indeholder overnatningsmuligheder, yogasal, fælles spisesal og store fælles køkkener.
Hele den gamle bygningskrop er omformet. Den eksisterende gymnastiksal er omdannet til et stort åbent rum, med muligheder for ude-/inde- aktiviteter og en overdækket klima-overgangszone til naturen ved åen, hvor der tidligere var boldbaner. Det centrale, nu dobbelthøje rum forener bygningen med ankomst og samling. Med store glaspartier åbner bygningen sig mod landskabet, med en transparens, der forbinder ude og inde.
De kommende måneder vil en jury afgøre hvilke af de cirka 170 indstillede projekter, som skal tildeles en decideret nominering. Vinderen kåres i september.
Du kan læse mere om Renoverprisen HER og om Karby Kuber HER.
Foto: URBANlab nordic