– Etablér en superlandevej mellem Thisted og Aalborg

Etablér en super-landevej mellem Thisted og Aalborg.

Sådan lyder forslaget fra Bo Fink, der ved de seneste to valg har forsøgt at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen på Mors for Enhedslisten. Et parti han også har repræsenteret ved valg til både Regionsrådet og Folketinget.

Nu repræsenterer han Radikale Venstre, efter han for godt et år siden brød med Enhedslisten.

Hans forslag om en superlandevej bakkes op af den radikale folketingsgruppe. Således vil Rasmus Helveg Petersen, transportordfører for Radikale Venstre, tage forslaget med til de kommende infrastrukturforhandlinger, der forventes at starte senere på foråret.

– Borgere og virksomheder i Thy og på Mors har et stort behov for at få en bedre forbindelse til Aalborg. Det er en afgørende politisk opgave at sænke pendlerne og erhvervslivets transporttid til og fra Aalborg og resten af landet. Jeg mener, at det er tid til at investere i anlæggelsen af en super-landevej, der binder Thisted og Aalborg bedre sammen, og det glæder mig meget, at jeg også har opbakning fra Christiansborg til forslaget, udtaler Bo Fink i en pressemeddelelse.

En super-landevej er også kendt som en 2+1 vej. Det er en vejtype, hvor det er tilladt at køre 100 km/t. En super-landevej har skiftevis en eller to kørebaner i en given retning.

Denne vejtype har som regel tre gennemgående kørebaner på hele strækningen, og er langt billigere end motorveje.

– Thisted har i alt for lang tid manglet en ordentlig forbindelse til Aalborg og motorvejsnettet. Det gør det unødigt besværligt at være pendler, og det lægger en tung dæmper på det store potentiale, der er ligger i erhvervslivet i Thy og på Mors, lyder det fra Rasmus Helveg Petersen.

Radikale Venstre ønsker, at finansieringen indgår i den samlede finansiering til forhandlingerne om grøn mobilitet.

Forfatter
Tags

Related posts

Top