– Rute 26/34: En livsnerve for Mors

Læserbrev af Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune

Jeg har bemærket i den skrevne presse, at yderfløjene i lokalpolitik er begyndt at interessere sig for infrastruktur.

Fra den ene side med kritik af, at Komiteen for Rute 26/34 – iøvrigt fejlagtigt kaldet et sekretariat – intet foretager sig. Og fra den anden side med løsslupne drømme om en ”motorvej” fra Thisted til Aalborg.

Den første kritik kan klart tilbagevises. Komiteen arbejder og har arbejdet intenst med opgaven siden etableringen i foråret 2018. Da mødtes de fire kommuner Thisted, Morsø, Skive og Herning på Morsø Kommunes foranledning på borgmesterkontoret i Nykøbing.

De tre første repræsenteret ved borgmestrene og Herning ved første viceborgmester. Senere tilsluttedes også de to regioner, Region Nord og Region Midt. Et stærkt fællesskab, der har formået at trænge igennem til Christiansborg og fået ruten på som en af hovedprioriteterne i Business Region North Denmarks strategi- og handlingsplan 2020.

Og det har været en fornøjelse at samarbejde med de tre folketingspolitikere valgt i Thistedkredsen, Lise Beck fra Dansk Folkeparti, erhvervsminister Simon Kollerup fra Socialdemokratiet og Torsten Schack Pedersen fra Venstre samt Andreas Steenberg fra Rad. Venstre, valgt i Skivekredsen.

De sidste tre centralt placeret i forhandlingerne i deres respektive partier, men alle nævnte vigtige allierede i arbejdet.

Vi er ikke i mål, men vi er med og på forhandlingsbordet i nogle af de vigtigste forhandlinger om infrastrukturen, vi kommer til at se indenfor de næste 15 år.

Og det er vi takket være et stort forarbejde. Og takket været at vi har lagt andre ønsker til side og forenet vore kræfter om Nordvestjyllands livsnerve Rute 26/34 fra Hanstholm til Herning.

Fra Danmarks største konsumfiskerihavn i Hanstholm til et på alle måder kraftcenter i Herning. Og med et perfekt forløb over Mors og forbi Skive. Det åbner for nye muligheder for udvikling og vækst og løser trafikale problemer.

Og der er massiv opbakning til arbejdet fra vort erhvervsliv, hvilket kan ses på hjemmesiden www.rute26-34.dk

Komiteen har udvist rettidighed, brugt seriøse argumenter og leveret sammenhold. Bevist at fire kommuner kan tale med én stemme, og at det er udbygning af Rute 26/34, der er det vigtigste, når udviklingen for vores landsdel skal sikres.

Så kritik af manglende indsats fra komiteen finder jeg ganske uberettiget.

Og politiske valgkampslæserbreve flytter sjældent det helt store – om noget overhovedet.

Komiteen arbejder og arbejder videre, indtil asfaltmaskinerne starter, og til vi maler de sidste striber på ruten.

Forfatter

Related posts

Top