Ny donation sikrer handicapvenligt toilet

KreativitetsHuset i Lildstrand har sikret sig endnu en donation.

Denne gang er det Vanførefonden, der støtter med 50.000 kroner i tilskud til etablering af et handicapvenligt toilet og bad.

– Mens vi venter på at få den sidste finansiering på plads, bruger vi tiden med at videreudvikle projektet. Det har resulteret i ønsket om at udstyre kunstnerboligen med eget toilet og bad indrettet efter gældende regler fra Dansk Handicap Forbund, fortæller formand Hanne Marie Kværndrup.

I huset er det et overordnet hensyn i hele stueplanet at sikre bevægelseshæmmede mennesker niveaufri og problemfri adgang til alle fælles faciliteter.

– Det betyder naturligvis en række ekstra omkostninger, men med den medvind vi har fra fonde, tror vi på, at det lykkes, lyder det fra Hanne Marie Kværndrup.

Tidligere har foreningen modtaget 1 million kroner i støtte fra Realdania ligesom også Velux fonden og Thisted Kommune blandt flere andre har støttet foreningen økonomisk.

KreativitetsHuset kommer til at rumme værksted, kursuslokale, kunstnerbolig og værelser, hvorfra indtægter via udlejning skal finansiere driften.

Håbet med huset er at skabe et åbent miljø, der kan tiltrække mennesker gennem kreative og rekreative aktiviteter og derved skabe liv i Lildstrand.

Du kan læse mere om KreativitetsHuset HER.

LÆS OGSÅ:

Ny donation til Kreativitetshuset i Lildstrand

Foto: KreativitetsHuset Lildstrand, facebook

Forfatter

Related posts

Top