To virksomheder valgt til at hjælpe med at vaccinere

Der er nu fundet to private virksomheder, der skal stå for vaccination mod covid-19 i Danmark i de situationer, hvor behovet overstiger kapaciteten på de offentlige vaccinationscentre.

Danske Lægers Vaccinations Service har vundet udbuddet i Nordjylland, Midtjylland og Hovedstaden, mens virksomheden Practio har vundet udbuddet om at stå for vaccination i Region Syddanmark.

Det oplyser Dorte Christensen, der er vicedirektør i Region Midtjylland, som står for at varetage udbuddet.

Kontrakterne underskrives 16. april, og fra 16. maj kan det offentlige tage den private vaccination i brug. Ingen bød på Region Sjælland. Her vil der blive forhandlet videre for at finde en privat leverandør.

Dorte Christensen fortæller, at de private kun skal stå for at vaccinere, hvis det offentlige ikke kan følge med.

– Det kommer an på, hvor mange vacciner vi får. Udgangspunktet er, at de her kun kommer i spil, hvis det offentlige ikke kan klare opgaven selv.

Ifølge Dorte Christensen skal det offentlige kunne vaccinere 100.000 borgere om dagen, og de private vil altså kun blive taget i brug, hvis det bliver muligt at vaccinere endnu flere.

Dorte Christensen oplyser desuden, at de to udvalgte vaccinationsleverandører har fået den højeste kvalitetsscore. Samtidig var prisen fordelagtig.

Det offentlige vil løbende føre tilsyn med vaccinationscentrene, hvis de private virksomheders skulle blive nødvendig.

/ritzau/

Foto: Lene Pedersen

Forfatter

Related posts

Top