Der kan nu lyntestes 100.000 flere borgere om dagen

Tirsdagens genåbning af liberale erhverv såsom frisører, kosmetologer og tatovører har ført til, at rekordmange er blevet testet for coronavirus de seneste dage.

Nu bliver det muligt at teste endnu flere. Styrelsen for Forsyningssikkerhed har nemlig åbnet for yderligere 100.000 daglige lyntest i Danmark. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Opskaleringen betyder, at der potentielt kan foretages op mod 300.000 lyntest hver dag. Indtil nu har det været muligt at lynteste 200.000 borgere dagligt.

Den daglige kapacitet for de mere pålidelige, men også dyrere og langsommere PCR-test ligger på omkring 200.000.

Ifølge Styrelsen for Forsyningssikkerhed vil de lange køer dog ikke nødvendigvis forsvinde, når flere kan testes.

– Der opfordres derfor til, at man udnytter alle teststeder, deres fulde åbningstider, og at man udnytter alle ugens dage, skriver styrelsen.

Det er desuden planen, at der skal skrues mere op for den samlede testkapacitet. 700.000 borgere skal kunne blive testet om dagen i løbet af maj, har regeringen oplyst.

/ritzau/

Foto: Falck

Forfatter

Related posts

Top