Fællesskab, fællesspisning og aktiviteter for både børn og voksne er på programmet i Familienetværket Thisted, som starter op den 23. april 2021.
Netværket er et partnerskab mellem Pinsekirken i Thisted og den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark.
I netværket bliver familier, par og enlige mødt med åbne arme og masser af nærvær i et fællesskab med andre mennesker, som kender til en hverdag med forskellige problemer som fx ensomhed, psykisk sygdom, dårlig økonomi, skilsmisse, misbrug eller helt andre udfordringer.
– Vi glæder os rigtig meget til at åbne vores døre op for mennesker i lokalsamfundet – ikke bare i Thisted, men i hele Thy. Vi vil gerne række ud og give folk mulighed for at skabe relationer på kryds og tværs. Selvfølgelig med alle de nødvendige forholdsregler i forhold til coronavirus, så vi kan gøre det til en tryg og god oplevelse, siger Eva Schlosser, der er projektleder for det nye familienetværk,
Tiltrængt fællesskab
Udover diverse sjove og hyggelige aktiviteter for både børn og voksne vil der nogle gange også være særlige arrangementer med hjælp til udfordringer i dagligdagen.
Det kan for eksempel være inspiration til hverdags- og familieliv, børnenes skolegang, økonomi, helbred, velvære, sundhed og relationer.
– Vi kunne rigtig godt tænke os, at Familienetværket er et sted, hvor familier og andre kan komme hver anden fredag og nyde at være en del af et fællesskab. Mange har været isolerede derhjemme i lang tid, så det bliver dejligt at kunne byde familierne velkommen, siger Eva Schlosser.
Til opstartsarrangementet den 23. april vil der blandt andet være musik, god mad og fredagshygge for både børn og voksne.
Familienetværket holder åbent hver fredag i ulige uger kl. 16-20 i Pinsekirkens lokaler på Tilstedvej 20 i Thisted.
Hvis man vil deltage, skal man tilmelde sig på familie@pinsekirkenthisted.com eller ringe til leder Eva Schlosser på 23 49 26 65.
LÆS OGSÅ:
Foto: Jens Peter Engedal