Fra i dag går jagten ind på al den takeaway-emballage, der ligger og flyder i naturen, når årets affaldsindsamling skydes i gang.
Fra Mors og Thy deltager flere end 1.500 børn fra skoler og daginstitutioner i affaldsindsamlingen, som Danmarks Naturfredningsforening har arrangeret siden 2006.
Skal problemet med henkastede kaffekopper og fødevarebeholdere for alvor løses, er der brug for et endeligt opgør med engangsemballagen, mener Danmarks Naturfredningsforening, der efterlyser bindende nationale mål og flere tiltag på området.
– Vi producerer alt for meget affald i Danmark – ikke mindst når vi køber takeaway. Når kaffen er drukket, og maden er spist, står man ofte tilbage med pap- og plastemballage, der ikke længere har nogen værdi. Og det er ikke kun et forfærdeligt spild af ressourcer – det er også en trussel mod miljøet og dyrelivet, hvis takeaway-affaldet havner i naturen.
– Derfor skal vi væk fra engangsemballagerne og i stedet over til nogle i holdbare materialer, der kan vaskes og bruges igen og igen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding i en pressemeddelelse.
Årets affaldsindsamling løber af stablen i hele denne uge hvor børn fra skoler og daginstitutioner samler ind i hverdagene 12.-16. april, mens de voksne følger trop i weekenden.
I 2020 blev der fundet 53 tons affald – heriblandt 3.300 mundbind.
LÆS OGSÅ:
Foto: Danmarks Naturfredningsforening