Alive Festival tror på det og præsenterer de først navne

Hos folkene bag Alive Festival i Thisted er troen på, at sommerens festival bliver til noget så stor, at de første navne netop er blevet afsløret.

– Vi tror på, at vi kommer til at holde en festival i år, og vi er stolte af at kunne offentliggøre en super stærk programflade i en tid, hvor vi har historisk svære vilkår at arbejde under. Vi mærker
en stærk sult efter at være sammen om nogle fede oplevelser og dyrke den fantastiske kultur, vi har savnet alt for længe, siger Esben Halkier fra festivalens sekretariat.

I kulissen forbereder man sig samtidig på at etablere alle de løsninger, som er nødvendige for at afholde festivalen på sikker og forsvarlig vis.

– Det kommer uden tvivl i første række, og vi ser frem til at få nogle klare retningslinjer at arbejde ud fra. Alle parter er klar over, at situationen kan ændre sig. I mellemtiden er det bedste, vi kan gøre, at give noget forventningsglæde og lade alle vide, at vi stadig holder kulturen i live, lyder det fra Esben Halkier.

Ganger. Pressefoto

Og derfor løfter festivalen i dag sløret for de første navne i forhold til musikprogrammet: Blaue Blume, Iceage, Ganger, Erika de Casier, Fraads og Barbro.

Et program på tre ben
Foruden musikken indeholder festivalprogrammet også både kunst og udflugter.

Festivalgæsterne kan igen i år opleve den traditionsrige åbning på Thisted bryghus, en bondegårdsfrokost med tilhørende whiskeysmagning hos Gyrup Gård og
endelig Den Thy’ske Eventyrtombola, som sender gæsterne ud på unikke oplevelser i alle mulige afkroge af Thy.

Alive Festival har som noget nyt tilføjet kunst som en selvstændig del af programmet. Det betyder, at festivalen får besøg af Vertigo, der er kendt i både ind- og udland for deres måde at
benytte ny teknologi til at skabe unikke lysinstallationer. De har blandt andet opnået stor omtale med installationen The Wave, der har været vist på Ofelia Plads i København, i London,
Liverpool og i Athen.

Derudover bliver en gammel beskyttelsesbunker i midten af festivalpladsen indrettet under navnet “Undergangen” som et særligt rum for dystopiske kunstinstallationer, der står i stærk
kontrast til glæden og festen på jordoverfladen. Sidst, men ikke mindst, er der blevet etableret en ny, intim scene kaldet Vadestedet.

– Her bliver der plads til en palette af nye, alternative oplevelser, som vi ikke har været vant til på Alive Festival, fortæller Esben Halkier.

Alive Festival 2021, der er støttet af Nordea-fonden og Thisted Kommune, afvikles efter planen d. 29.-31. juli.

Foto: Richo Lund Hald

Forfatter

Related posts

Top