Unge som dropper ud af skolen er et stort problem i hele Europa, idet frafald har store samfundsøkonomiske og personlige konsekvenser.
Nu skal FGU Nordvest, sammen med VIA Læreruddannelsen Skive, deltage i en stor satsning for få flest mulige børn og unge til at fuldføre skolegangen. Det sker med et Erasmus+ projekt med en samlet bevilling på 5 mio. kroner.
FGU (Forberedende Grundunddannelse, red.) Nordvest dækker over Morsø, Thisted og Jammerbugt kommuner.
I projektet deltager uddannelsesinstitutioner og partnerinstitutioner i fem forskellige lande: Spanien, Portugal, Polen, Norge og Danmark, herunder både storby- og landsbysamfund.
FGU Nordvest skal bidrage med viden om de nye undervisningsformer, der er en del af FGU samt være træningsbane for de lærerstuderende i Skive.
VIA Læreruddannelsen i Skives deltagelse i projektet betyder, at der kommer nye tilbud til de studerende på læreruddannelsen.
Projektet løber over 4 år i 2021-2024.