Vi bruger 5 millioner mundbind om dagen

Der bruges millioner af engangsmundbind hver eneste dag herhjemme.

Cirka fem millioner styk om dagen, lyder et estimat i en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen.

Samlet set forventes danskerne at bruge cirka 2,4 milliarder engangsmundbind i 2020 og 2021. Mundbindene bruges blandt andet i den kollektive trafik, i supermarkeder og fra onsdag også indendørs på serveringssteder.

Kortlægningen viser også, at danskerne typisk bruger ét engangsmundbind om dagen og har det på i under én time.

De fleste af engangsmundbindene ender ifølge kortlægningen i skraldespanden. Men nogle ender også i naturen eller på gader og stræder.

De mundbind, der ender i skraldespanden, bliver bortskaffet sammen med det øvrige restaffald, fordi der på nuværende tidspunkt ikke er noget system for genbrug af engangsmundbind.

Det vanskeliggøres ifølge kortlægningen af, at mundbind typisk består af både tekstilmateriale, elastik og næseclips. Dertil kommer, at de kasserede mundbind udgør en smitterisiko.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top