I februar steget antallet af lønmodtagere med 3000 personer, svarende til en stigning på 0,1 procent i forhold til i januar.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Stigningen kommer efter fald i beskæftigelsen i december og januar. Faldene hang blandt andet sammen med den nedlukning, der begyndte i december. Særligt hårdt ramt af decembers nedlukning var ansatte i for eksempel hotel- og restaurationsbranchen.
– Men siden da har fremgangen i andre brancher trukket op, for eksempel inden for byggeriet. Dermed er vi nu kommet tilbage på sporet med flere job, siger Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolisk chef i Dansk Industri.
Onsdag fortsætter den genåbning af Danmark, som nu har varet i flere uger. Blandt andet vil restauranter og barer kunne tage imod gæster indendørs igen, og samtidig bliver det også muligt for større indkøbscentre og stormagasiner at genåbne for almindelig handel.
– Arbejdsmarkedet ser stærkt ud. Og genåbningen i de kommende uger vil formentlig skabe endnu flere job, så der skal ikke meget forårsopsving til, før vi nærmer os en rekordbeskæftigelse, siger Steen Nielsen.
Trods stigningen var lønmodtagerbeskæftigelsen i februar 38.000 personer lavere end for et år siden. Det var umiddelbart før den første store nedlukning.
/ritzau/