Da et sommerhus på Arkensvej i Stenbjerg torsdag morgen ved 7.30-tiden brød i brand, skyldtes det efter alt at dømme en gulvsliber.
Sommerhuset er under renovering, og i den forbindelse befandt gulvsliberen sig i huset. Pludselig brød den i brand, og flammerne fik hurtigt fat i både 1. salen på huset og dernæst taget.
Brandfolkene fik relativt hurtigt styr på branden, men frygtede at den ville sprede sig til det tørre klitlandskab omkring huset.
– Det er meget tørt lige nu, så derfor var man nervøs, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden i sommerhuset, som ejes af en københavner.
LÆS OGSÅ:
Foto: Christian Kjeldsen