SSI: Smitterisiko stiger ved droppet krav om bordbestilling

Det øger smitterisikoen, hvis man afskaffer kravet om bordbestilling på restauranter og barer, selv om man samtidig begrænser, hvor mange gæster der må komme ind.

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) ifølge DR.

– Det vurderes, at et skærpet arealkrav ikke i samme omfang som tidsbestilling vil medvirke til at begrænse antallet af impulsive gæster – især for barer og værtshuse, skriver SSI i et notat ifølge DR.

– Begrænsninger i antallet af gæster ved et arealkrav på 10 procent henholdsvis 15 procent vurderes at være så begrænset, at risikovurdering for smitte for serveringssteder øges til middelhøj, lyder det fra SSI.

Det er et forslag, som restaurationsbranchen selv er kommet med, som SSI har regnet på.

Kravet om at bestille bord 30 minutter før ankomst blev indført, i forbindelse med at Folketinget valgte at fremrykke genåbningen af restauranter og barer til 21. april. De skulle oprindeligt først være genåbnet 6. maj, og den dag vil kravet om bordbestilling bortfalde.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top