H.M. Dronningen har Thisted Kommune på sin liste over stop på Dronningens sensommertogt. Det meddeler Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
Dronningen skulle have besøgt Thy sidste år, men besøget blev aflyst på grund af corona. Men nu er et besøg i Thy altså igen i den royale kalender.
Således er dronningen ombord på Kongeskibet Dannebrog, når det anløber Hanstholm Havn den 30. august 2021.
– Det er noget helt særligt at få kongeligt besøg, og jeg er glad og stolt over, at Dronningen skal rundt og se nogle af de mange ting, som vores skønne del af Danmark har at byde på, udtaler borgmester Ulla Vestergaard.
Ulla Vestergaard håber, at besøget bliver en inspirerende og god oplevelse for Dronningen.
– I Thy har vi et fantastisk sammenhold, og vi er i gang med en masse spændende projekter, der viser, at man kan rigtig meget, når man går sammen om at skabe og udvikle. Det, håber jeg, vil skinne igennem på Dronningens tur rundt i Thisted Kommune.
Thisted Kommune havde sidst besøg af Kongeskibet i 2011, da Dannebrog anløb Hanstholm Havn. Her var det Kronprinsparret, der besøgte Thisted Kommune.
Desuden havde kommunen besøg af Dronningen og Prins Henrik ved et sensommertogt i 2009, hvor Kongeskibet lå ved kaj i Thisted Havn.
Arkivfoto: Lars Dahl