Enhedslisten Morsø har valgt endnu en kandidat til kommunalvalget.
Der er tale om Ingerliva Friiø, som allerede gjort sig bemærket i pressen for det, hun brænder for; nemlig de sårbare og de udsatte.
– Det er først for nylig, at jeg er blevet aktiv i mit politiske parti. Jeg kunne ikke længere forsvare overfor mig selv kun at tale om, at velfærdssamfundet “omsorgssvigter” borgere, uden aktivt selv at arbejde på at ændre det, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Senest har hun skrevet om de nye kvalitetsstandarder i Morsø Kommune på det sociale område. Hun er fortørnet på borgernes vegne, som kan få frataget deres retsmæssige hjælp til et aktivitets- og samværstilbud, hvis de ikke bare sidder derhjemme, men også kommer i en forening.
– Jeg nægter at acceptere argumenter om, at der ikke er råd til at behandle andre mennesker anstændigt, siger hun.
Som frivillig i sociale foreninger har Ingerliva Friiø stor indsigt i sårbare og udsattes problemer, og hun er vagthund for, at Serviceloven og Sundhedsloven bliver overholdt.
– Jeg vil, i og udenfor lokalpolitik, altid kæmpe for bedre forhold og rettigheder til borgere, der af en eller anden grund, har svært ved at klare sig i samfundet, fortæller hun.
Ingerliva Friiø stiller også op til regionsrådsvalget for Enhedslisten, hvor hendes fokus er psykiatrien.
– Mit helt store hjertebarn er arbejdet med socialt udsatte, navnlig psykisk sårbare. Jeg ser denne gruppe borgere som den mest forsømte og udskammede gruppe i hele vores sundhedsvæsen. Jeg vil gerne gøre op med stigmatiseringen og give dem meget mere selvbestemmelse og flere behandlingsformer.
Kulturen og særligt den folkelige kultur og ungdomskulturen mener Ingerliva, der skal støttes mere op omkring.
Som selvlært fritidsmultikunstner slår Ingerliva Friiø sine folder i den lokale cirkusklub, og hun laver frivillige kunstprojekter på væresteder eller hjemme i haven
– Der er på Mors mange ildsjæle som forsøger at stable ting på benene, Vi skal understøtte alle de mange kulturelle initiativer, som vokser op nedefra. Det skal vi ude i lokalområderne, og det skal vi i regionen, hvor kulturen skal skabe liv og aktivitet.