Udsigten til flere ældre, men i høj grad også stigende medicinudgifter og nye dyre behandlingstilbud presser ressourcerne i et dansk sundhedsvæsen, der i forvejen har kæmpet mod covid-19 i over et år.
Forud for de kommende økonomiforhandlinger med regeringen mener Danske Regioner derfor, at der er brug for 2,1 milliarder kroner ekstra til at drive sundhedsvæsenet.
Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Ifølge Danske Regioners formand, Stephanie Lose, er der nemlig hårdt brug for flere ressourcer:
– Corona-epidemien har lagt et voldsomt pres på sundhedsvæsenet og vores medarbejdere, og samtidig er det ingen hemmelighed, at der også inden krisen blev løbet rigtig stærkt. Så hvis der også efter covid-19 skal være et sundhedsvæsen, som skal kunne tilbyde patienterne behandling i verdensklasse, kræver det investeringer fra regeringen nu og her.
Udover de 2,1 milliarder kroner ekstra til driften af sundhedsvæsenet er der i følge Danske Regioner behov for anlægsmidler til investeringer i ny teknologi, renovering af bygninger, med videre.
Økonomiforhandlingerne mellem Danske Regioner og regeringen starter i næste uge.
Foto: Lasse Høj Nielsen