Pas på når du bruger ukrudtsbrænderen

Det er højsæson for brug af ukrudtsbrændere. Men du kan risikere at dit hus bliver ædt op af flammer før du får set dig om, hvis du bruger hjælpemidlet forkert.

Ukrudtsbrændere er hvert år skyld i over 200 brande – og i enkelte tilfælde mister folk både hus og hjem.

– Det er højsæson for den type skader, så jeg vil kraftigt opfordre til at passe på ved at holde afstand til alt brandbart og svitse ukrudtet om formiddagen, så du kan holde øje med det resten af dagen, siger Carsten Elmose, koncerndirektør for privatkunder i forsikringsselskabet Topdanmark.

Brug kun ukrudtsbrænderen, når jord og planter er fugtige. I perioder, hvor det er meget tørt, anbefaler Topdanmark at lad være med at bruge ukrudtsbrænderen overhovedet.

Hvis du alligevel vælger at bruge en ukrudtsbrænder, så husk, at ukrudtet kun skal svitses. Det skal ikke brandes. Hvis ukrudtet antændes, kan ilden både sprede sig hurtigt til omgivelserne over jorden, og det kan gå i ukrudtets rodnet under jorden og på den måde sprede sig flere meter til boligen eller andre omkringliggende bygninger.

Gode råd – Sådan bruger du en ukrudtsbrænder
– Ukrudtet skal kun svitses – det må ikke brænde.
– Bevæg ukrudtsbrænderen hurtigt hen over ukrudtet.
– Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er meget tørt eller det blæser.
– Hold god afstand til hække, bygninger og skure.
– Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op.
– Hav altid vand eller en ildslukker inden for 5 meter.
– Tjek, at slangen ikke er mør eller har utætheder.

Kilde: Topdanmark

Forfatter
Top