Tre foreninger på Mors er gået sammen om at stable et motionsløb til fordel for danske soldater-veteraner på benene.
Veteranløbet er startet af esbjerggenseren Michael Quist Leuenhagen, der selv er veteran. I samarbejde med ham har Danmarks Veteraner Thy Mors og Salling, Løbekubben Pinen & Plagen samt Beboerforeningen Frøslev og omegn planlagt at afvikle velgørenhedsløbet den 19. juni.
– Det er et løb for alle, både veteraner og dem der gerne vil støtte op om den gode sag, oplyses det i en pressemeddelelse.
Klokken 07 går starten til 12 timers-løbet. Tre timer senere er det marathon-løberne der stiller til start, mens de, der vil løbe halvmarathon sættes i gang klokken 11. Klokken 13 går starten til løberne på de kortere ruter på hhv. 1,5 – 3 – 5 – 10 kilometer. Starterne går fra den gamle skole i Frøslev.
Der vil udover løbet også være andre aktiviteter i form af boder, udstillinger og børnekonkurrencer. Desuden kigger borgmester Hans Ejner Bertelsen forbi i løbet af dagen.
Du kan læse mere om løbet på Facebook eller på løbets hjemmeside, hvor det er muligt at tilmelde sig.