Vil maddiker til livs: Nyt forsøg med poser til bioaffald

Mange thyboer her gennem de seneste somre været stærkt plaget af maddiker i skraldespandene. Men nu er der måske håb forude.

Med en ny aftager af bioaffaldet gør Thisted Kommune det nu muligt, at blive en del af et forsøg med alternative poser til bioaffald. Hen over den kommende sommer skal 1000 husstande være med til at klarlægge, om forsøget med andre poser end de sædvanlige brune papirsposer skal rulles ud som en permanent løsning.

Forsøgsposerne, som er af plastik, kan nemt sorteres fra, når bioaffaldet håndteres i anlæggene. Dermed slipper man for de papirsposerne, som i de varme måneder ofte når at blive opløst mellem tømningerne af affaldsbeholderne.

Disse plasticposer skal -måske- erstatte de brune papirsposer til maddaffald.

– Det er et tilbagevendende problem, som vi har fået en del henvendelser på, og vi vil altid gerne i dialog med borgerne og finde en løsning, så det bliver en god oplevelse at sortere affald og passe på miljøet. Nu er vi spændte på at se, om de nye affaldsposer kan komme maddikerne til livs, siger Flemming Christensen, sektionsleder for Affald og Ejendomme i Thisted Kommune.

Når forsøgsordningen er afsluttet, vil de nye affaldsposer bliver evalueret.

– Det er vigtigt for os, at vi får thyboernes oplevelse af, hvordan det fungerer med de nye poser, inden vi tager stilling til, om det skal rulles permanent ud i hele kommunen, siger Flemming Christensen.

Forsøgsordningen kommer til at løbe hen over juni, juli og august måned. Hvis du har lyst til at være en del af forsøgsordningen, kan du hente en rulle med de nye affaldsposer på genbrugscentrene i Thy fra i dag. De første 1000, der henvender sig, er dem, der får mulighed for at deltage i forsøgsordningen.

Forfatter

Related posts

Top