NetIP afskediger yderligere 14 medarbejdere

Det er ikke kun på direktørgangen hos it-virksomheden NetIP, der har hovedsæde i Thisted, at der er blevet uddelt fyresedler.

Onsdag kunne vi via oplysninger fra Nordjyske fortælle, at fire direktører i virksomheden – herunder administrerende direktør Carsten Hedemann – var blevet opsagt af virksomhedens stifter og hovedaktionær Martin Kjølhede, som har indsat sig selv som ny administrerende direktør.

Nu viser det sig i følge Nordjyske, at yderligere 14 medarbejdere er blevet opsagt. Årsagen til fyringsrunden er utilfredsstillende resultater:

– Derfor må jeg se på at tilpasse organisationen og økonomien til virkeligheden. Der er tale om rettidig omhu, så vi er sikre på stadig at have et bæredygtigt fundament i virksomheden, siger Martin Kjølhede til Nordjyske.

NetIP leverede sidste år et resultat på 11,3 millioner kroner før skat, hvilket var et lille fald fra resultatet året før, som lød på 11,8 millioner kroner før skat.

NetIP råder over afdelinger i Herning, Holstebro, Viborg, Aalborg, Aarhus, København og Thisted.  De medarbejdere, som nu er blevet afskediget, fordeler sig på afdelingerne over hele landet.

Forfatter

Related posts

Top