Kontrol med plettede børneattester ønskes skærpet

Kulturminister Joy Mogensen (S) varsler et lovforslag, der skal skærpe kontrollen med, at der i idrætsforeninger handles korrekt, når en frivillig eller træner afleverer en plettet børneattest.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Kontrollen skal skærpes ved at inddrage hovedorganisationerne for de sportsgrene, som de forskellige idrætsforeninger tilhører. Fremover når en idrætsforening beder om en børneattest på en frivillig eller en træner, og den viser sig at være plettet, sender politiet den automatisk også til hovedorganisationerne.

Dermed kan de sikre sig, at en sådan sag forelægges Udelukkelsesnævnet, der skal tage stilling til sådanne sager. Sådan bør det også være i dag, men det er op til de enkelte idrætsforeninger at sørge for, at det kommer dertil.

Ændringerne modtages med glæde hos Danmarks Idrætsforening (DIF).

– Når der foreligger en dom for seksuelle krænkelser eller overgreb, så har vi ønsket at få direkte besked, så vi ikke er afhængige af, at foreningerne melder ind til os, siger direktør Morten Mølholm Hansen i en pressemeddelelse.

– På den måde får vi bedre betingelser for at følge op og sikre os, at den pågældende person rent faktisk bliver udelukket fra idrætten.

Kulturminister Joy Mogensen oplyser, at ministeriet er i gang med at udarbejde lovforslaget, så Folketingets partier kan tage stilling til det i det kommende folketingsår. Næste folketingsår begynder første tirsdag i oktober.

/ritzau/

Foto: Danmarks Idrætsforbund

Forfatter

Related posts

Top