Efterspørgslen på bæredygtige, klima- og miljøvenlige produkter får i dag flere og flere virksomheder til at tænke ud af boksen. Den familieejede virksomhed Champost, der er hjemhørende i Thy, er ingen undtagelse.
Fra tidligere at have beskæftiget sig med hestemøg til jordforbedringsbrug, har virksomheden nu kastet sig ud i en helt nyt koncept: At lave gødning på insektmøg.
– Man kan påstå, at der er et stort spring fra heste til fluer, men princippet er det samme, lyder det fra Thy-virksomheden.
Hestemøget bruges som gødning og jordforbedring til danskernes planter, og håbet er, at danskerne snart vil tage insektmøget til sig med samme entusiasme.
Insekt Gødning er skabt i nært samarbejde med Løkken-virksomheden Entomass, som producerer fluelarver af Soldier Fly. Larverne, der indeholder op til 50% protein og over 30% fedt, anvendes til foder hos lokale producenter, og de fodres med madvarer, der ellers ville ende som affald. Det er med til at gøre produktionen hos Entomass cirkulær.
Tilbage er esterne fra fra produktionen af insektlarver – nemlig insektmøget. I stedet for at bortskaffe det som affald, bliver det nu brugt til at skabe et effektivt og bæredygtigt gødningsprodukt til planterne.
Insekt Gødning kan for øjeblikket købes i Plantorama, men det vil snart være at finde hos flere forhandlere landet over.