Region Nordjylland står i spidsen for et nyt nationalt lærings- og kvalitetsteam (LKT), hvor målsætningen er at mindske antallet af tvangsindlæggelser med 10 procent inden udgangen af september 2023.
På tværs af kommuner og regioner skal man nu finde en fælles tilgang og ikke mindst et fælles ejerskab.
– Vi skal se på, hvordan man allerede i kommunen eller på bostedet i samarbejde med psykiatrien kan hjælpe en borger, så tvangsindlæggelse ikke er nødvendigt. Når vi i højere grad ser på tvang som et tværsektorielt problem, hvor vi sammen kan forebygge tvang på et tidligere tidspunkt og løfte mange af de initiativer, der allerede findes, og gøre dem til et fælles anliggende og ansvar, så kommer vi længere. Det lyder måske som en kliche, men vi er stærkere sammen, siger Tina Gram Larsen, der både er lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Nordjylland og formand for ekspertgruppen.
– Lovgivningen beskriver allerede nu, hvornår vi skal udarbejde udskrivnings- og koordinationsplaner, så det er egentlig ikke noget nyt. Nu vil vi så også anvende dem aktivt som et redskab til forebyggelse af tvang, fortsætter hun.
Det nationale LKT består både af tværfaglige og tværsektorielle teams og en ekspertgruppe med repræsentanter fra blandt andet regioner, kommuner og patientforeninger. Region Nordjylland skal som tovholder samle trådene fra de lokale LKT’er på området og sørge for fremdrift i arbejdet.