Kongeriget udvides med areal svarende til Jylland

Kongeriget Danmarks grænser nord for Færøerne udvides med cirka 27.000 kvadratkilometer, svarende til størrelsen på Jyllands areal.

Det sker, efter at Folketinget tirsdag har givet støtte til en aftale, der blev indgået i 2019, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er Danmark, Norge, Island og Færøerne, som i 2019 efter flere års arbejde indgik en aftale om den maritime grænse mellem de tre stater.

– Aftalerne er et skoleeksempel på internationalt samarbejde, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i meddelelsen.

– Sammen med færøske, norske og islandske kolleger har vi på fredelig vis forhandlet os frem til den maritime grænse mellem de tre stater, lyder det.

Mere præcist er det grænserne på kontinentalsoklen, som nord for Færøerne nu udvides med cirka 27.000 kvadratmeter.

Kontinentalsoklen er den naturlige forlængelse af landterritoriet, som befinder sig under havets overflade.

Stater ud til kysten har ret til en kontinentalsokkel med en bredde på 200 sømil. Nogle lande kan dog have krav på større områder.

Siden 2002 har Danmark, Grønland og Færøerne samarbejdet om at finde områder omkring Grønland og Færøerne, der opfylder kravene for en udvidelse af kontinentalsoklen.

Udvidelsen nord for Færøerne er et resultat af det arbejde.

Det er ifølge FN’s Havretskonvention kyststaten, som har rettigheder til havbundens naturlige ressourcer. Det gælder, for eksempel hvis der findes olie. Det gælder også visse levende ressourcer som krabber.

Færøerne har overtaget disse områder, oplyser ministeriet i meddelelsen.

/ritzau/

Forfatter
Top