Lige nu er der kun to kommuner i landet, som har et lavere incidenstal i forhold til coronavirus, end Morsø. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Det er Læsø og Ærø, som ikke har registreret et eneste nyt coronatilfælde i mindst en uge. Som beskrevet i går kan Mors meget vel gå hen og blive den næste danske ø, som i et øjebliksbillede kan erklære sig smittefri.
Incidensen på Mors er dog hverken steget eller faldet i forhold til den forrige opgørelse fra Statens Serum Institut. To morsingboer er blevet konstateret smittet i løbet af den seneste uge. Det resulterer i et incidenstal på 9,9.
Det er vigtigt at understrege, at selv hvis incidensen på Mors rammer 0 er det ingen garanti for, at smitten ikke blusser op igen.
I Thisted Kommune stiger incidensen til 85,3 for 37 nye, bekræftede smittetilfælde i løbet af de seneste syv dage.
Foto: Line Bloch Klostergaard