Forebyggelse og grøn omstilling som vækstdynamo

Mærkesager som forebyggelse i sundhedssektoren skal være med til at sikre 62-årige Alice Krabbe, der repræsenterer Venstre i Thy, en plads i regionsrådet til november.

Alice Krabbe har i adskillige år været aktiv i organisationsarbejde, men vil nu frem mod regionsrådsvalget koncentrere sin egen indsats på valgkampen.

– Forebyggelse skal gøres til en naturlig del af løsningen inden for regionens sundhedstilbud og dermed tænkes ind i løsningsforslagene fremadrettet, svarer Alice Krabbe på spørgsmålet om den væsentligste årsag til, at hun nu vælger at stille op til regionen. Hun fortsætter:

– Som ergoterapeut oplever jeg ofte i dagligdagen personer, som kunne have været hjulpet langt tidligere i forløbet, og derved kunne have sparet dem og samfundet for mange behandlingsforløb og dermed menneskelige og økonomiske omkostninger.

Venstres regionsrådskandidater fra Thisted Kommune blev formelt opstillet på kommuneforeningens opstillingsmøde igår.

Senere på måneden vil der ligeledes i kommuneforeningsregi blive afholdt et fælles opstillingsmøde for kandidater til kommunalbestyrelsen. Her er 47-årige Kristian Tilsted allerede tilbage i slutningen af marts blevet godkendt som kandidat til kommunalbestyrelsen for Hurups Venstrevælgerforening.

Tilsted stiller op til sin tredje periode som kommunalpolitiker. Han har bl.a. den grønne omstilling, som en af sine mærkesager:

– Den grønne omstilling af samfundet som vækstdynamo for Thy samt et fortsat arbejde med at fremme lokal infrastruktur, er den primære drivkraft i mit politiske arbejde, siger han.

Forfatter

Related posts

Top