43.000 personer står i kø til skrottede coronavacciner

For en uge siden blev der givet de første stik med en skrottet coronavaccine, og siden er antallet af personer på venteliste vokset.

Torsdag aften havde omkring 43.000 personer således skrevet sig op til en lægekonsultation, der skal afgøre, om det er forsvarligt at vaccinere dem med en af de to vacciner. Det oplyser Practio, som står for at vaccinere med de to vacciner – AstraZeneca og Johnson & Johnson – der er taget ud af det officielle danske vaccinationsprogram.

Ifølge læge og medstifter af Practio Jonas Nilsen er der mange årsager til, at folk tilmelder sig.

– Jeg har ikke indsigt i journalerne, så jeg kan kun give den erfaring, jeg har fra selv at sidde og stikke. Der er ret mange expats (herboende udlændinge, red.), som gerne vil hjem og besøge deres familie, som de ikke har set længe. Så er der også mange med mistrivsel, angst og depression. Og så ser vi kvinder, som gerne vil være gravide, og som ønsker en vaccine inden, forklarer han.

Vaccinerne er fjernet fra det danske vaccinationsprogram, fordi der er registreret tilfælde af meget sjældne blodpropper.

For at få en af vaccinerne gennem fritvalgsordningen skal man gennem en konsultation med en læge. Den foregår over computeren og varer cirka 10 minutter. Det er helt og aldeles op til lægen at vurdere, om en vaccination kan ordineres eller ej. Der kan være forskellige sundhedsmæssige grunde til, at lægen giver et afslag.

Af de personer, der har været til lægekonsultation hos Practio indtil videre, har 1108 fået afslag. Det svarer til cirka 16 procent.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top