Kommuner får 1,4 milliarder kroner ekstra til flere ældre og børn

Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2022.

Med aftalen gives der et løft til kommunernes serviceramme – der blandt andet dækker udgifter til skoler, plejehjem og institutioner – på 1,4 milliarder kroner i forhold til seneste aftale.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) er dog ikke helt tilfreds med aftalen. For socialområdet har ikke fået tilført den økonomi, som KL havde håbet på.

– Det er klart, det er regeringen, der definerer den økonomiske politik. Og der må vi anerkende, at der ikke er et tilstrækkeligt stort råderum i dansk økonomi i øjeblikket, til at der blev råd til det løft, vi havde håbet på, siger Bundsgaard.

Servicerammen for 2022 er med tirsdagens aftale på 275,4 milliarder kroner.

Forhandlingerne om, hvor mange penge kommunerne må bruge, finder sted hvert år. Det samme er tilfældet for Danske Regioner, der hvert år forhandler med den siddende regering om, hvor mange penge regionerne må bruge året efter.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top