J.P. Jacobsen Shoppingcenter i Thisted har søgt kommunen om lov til at etablere et nyt indgangsparti ud mod gågaden.
Udfordringen er bare, at den nye indgang, som tænkes udført som en skærmvæg med en karrusel monteret, vil komme til at rage ca. 1,22 meter ud i Storegade, der er et kommunalt vejareal. Det kan nemlig danne præcedens for, at andre forretningsdrivende vil søge om tilladelse til lignende byggerier på de kommunale arealer.
-Hvorvidt andre forretninger skal have lignende tilladelser, må bero på en individuel vurdering på, hvor meget vejareal der inddrages, og hvor stor en forhindring det vil være for den øvrige færdsel, herunder syns- og bevægelseshandicappede, lyder det fra tekniks forvaltning i Thisted Kommune.
Forleden gav udvalget for Klima, Miljø og Teknik derfor grønt lys til shoppingcenterets planer, ved at udleje det kommunale areal, der inddrages, for 0 kroner. Der er dog ét krav: Hvis centeret på et tidspunkt ikke længere ønsker at benytte det nye indgangsparti, skal centeret fjerne indgangspartiet og reetablere den oprindelige belægning.
Nu hvor der er blevet givet en forhåndstilladelse skal en egentlig byggeansøgning udarbejdes. Desuden skal en certificeret brandrådgiver redegøre for brand og flugtveje, inden der kan gives en byggetilladelse.
Illustration: Risom Desing