Fra på mandag vil der kun være krav om brug af mundbind, hvis man står op i den kollektive trafik.
Fra alle andre steder fjernes kravet om brug af mundbind.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tidligt torsdag morgen efter 12 timers forhandlinger med et flertal af Folketingets partier.
Flere professorer havde inden forhandlingerne sagt, at mundbindskravet godt kunne fjernes i hvert fald delvist.
I en tidligere rammeaftale lød det, at mundbindet senest skulle udfases, når alle danskere over 16 år har fået tilbudt en vaccine.
Det står til at ske i september, men smitteudviklingen har altså været så positiv, at partierne og regeringen nu har besluttet, at vi stort set siger farvel til mundbindet fra mandag.
/ritzau/