KPK’s Pippi kåret som Årets Lærling

Dansk Industri Thy/Mors har i dag kåret Årets Lærling.

Prisen går til den 40-årige Vaidas Rackauskas for sin entusiastiske tilgang til opgaver og kollegaer.

Vaidas Rackauskas bor i Snedsted og er netop blevet færdiguddannet som produktionsassistent hos KPK Døre og Vinduer i Nykøbing.

Her er han gennem sin læretid blevet en essentiel medarbejder, hvor han har bidraget ekstraordinært både fagligt og kollegialt.

– Vaidas minder mig om den gamle fortælling om Pippi Langstrømpe. Historien om Pippi er en fortælling om en pige, der på trods af udfordringer, altid løser de opgaver hun stilles overfor. Hun løser opgaverne med tilgangen: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Samme tilgang har Vaidas, hvilket gør, han virkelig fortjener den her anerkendelse, lyder det i indstillingen af Vaidas Rackauskas

Vaidas Rackauskas fik onsdag morgen overrakt prisen foran familie og kollegaer, som var mødt op for at fejre ham. Prisen blev overrakt af formanden for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen, og af Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø kommune.

Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s knap 300 medlemsvirksomheder i Thy og på Mors.

Foto: Henrik Marcher Larsen

 

Forfatter

Related posts

Top