Mobildata afslører øget dansk rejselyst

Flere danskere ser ud til at tage til udlandet.

I hvert fald hvis man kigger på, hvordan danskerne bruger deres mobildata, oplyser teleselskabet 3.

Mandag til torsdag i sidste uge er der 23 procent flere 3-kunder, der har brugt data på mobilen i udlandet i forhold til samme ugedage for en måned siden.

Det tyder på, at danskerne i højere grad har draget nytte af den nyfundne rejsefrihed.

– I takt med at vaccinationsprogrammerne kører, Europa begynder at lukke op og rejserestriktionerne lempes, kan vi også se, at der er større aktivitet i vores kunders brug af data og tale i udlandet. De følges ad, siger Jesper Bennike, der er kommerciel direktør i teleselskabet 3.

Sammenligner man med sidste år, er det en stigning på 66 procent.

Jesper Bennike fortæller, at der næsten ingen aktivitet i udlandet var i 2020 på grund af coronasituationen, der medførte omfattende rejserestriktioner for lande verden over.

Mens Sverige og Tyskland altid ligger i top over lande, hvor danskerne bruger deres data i udlandet, kommer Spanien, Frankrig og Italien i denne uge lige efter.

For et år siden befandt danskerne sig primært i Norge, Storbritannien og Holland, foruden favoritterne Sverige og Tyskland.

/ritzau/

Foto: 3/Creative Commons

Forfatter

Related posts

Top