Ambitionen om at øge valgfriheden på fibernettet får flere og flere fiberselskaber til at åbne fibernettet for flere tjenesteudbydere.
Nu har Fastspeed og Thy-Mors Energi indgået en samarbejdsaftale, som giver Fastspeed mulighed for at sælge internet til godt 44.000 husstande og virksomheder i Thy og på Mors.
– Vi går benhårdt efter at være danskernes foretrukne bredbåndsleverandør med den skarpeste pris, den højeste kvalitet og den bedste kundeoplevelse. Det er afgørende for os at kunne sælge vores løsninger på stærke fibernet, som kan leve op til vores standard. Vi glæder os derfor over, at vi med aftalen med Thy-Mors Energi også snart kan levere Fastspeed bredbånd i Thy og på Mors, siger Jens Raith, som er adm. direktør i Fastspeed.
Valgfrihed er vejen frem
– Som andelsselskab er det vores vigtigste opgave at skabe værdi for vores lokalsamfund med fiberinfrastrukturen, som er fuldt udbygget i Thy og på Mors. Derfor er det vigtig for os at vores andelshaverne får frihed til selv at vælge udbyder af tv- og internetprodukter, fortæller Lars Thorup Nielsen, fiberchef i Thy-Mors Energi.
Mange thy- og morsingboer har allerede takket ja til en fiberforbindelse, men med åbningen af fibernettet håber Lars Thorup Nielsen på, at en fiberforbindelse vil blive værdiskabende for endnu flere andelshavere i takt med, at antallet af tjenesteudbydere stiger.
– Fastspeed er den seneste i rækken af internetudbydere, vi indgår aftale med, og dermed tager vi nu endnu et skridt på vores rejse mod et åbent fibernet med masser af muligheder, fortæller han.
Aftalen mellem Fastspeed og Thy-Mors Energi er indgået via OpenNets uafhængige brancheplatform, som giver netejere og internet- og tv-udbydere mulighed for at samarbejde om at åbne fibernettene. Det er den sjette aftale som Thy-Mors Energi har lavet gennem dette samarbejde.
De 44.000 andelshavere i Thy-Mors Energi vil i starten af 2022 få adgang til at købe bredbånd fra Fastspeed.