Erhvervsminister Simon Kollerup (S), som er valgt i Thisted-kredsen, vil ikke på nuværende tidspunkt lave et lovindgreb over for banker, der opkræver negative renter af kunderne.
Men grænsen er nået nu, sagde erhvervsministeren under et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg torsdag.
Her var Simon Kollerup indkaldt for at uddybe sin skarpe kritik af banker, der opkræver negative renter af kunderne. En kritik Kollerup fastholder på samrådet.
Erhvervsministeren peger på, at mange banker har indført en grænse på 100.000 kroner. Har man mere end 100.000 kroner stående i banken, skal man betale negative renter til banken. Det har ifølge Kollerup skabt usikkerhed hos mange danskere:
– Mange oplever det som uforståeligt og urimeligt, at bankerne opkræver negative renter.
– Jeg mener, at grænsen for opkrævningen af negative renter er nået nu med de 100.000 kroner. Sætter man grænsen yderligere ned, vil betragteligt flere danskere blive ramt af de negative renter, siger Simon Kollerup.
Ifølge bankerne sker opkrævningen, fordi Nationalbanken opkræver negative renter, så bankerne dermed får en omkostning. Men erhvervsministeren fremhæver, at bankerne ikke er tvunget til at placere pengene i Nationalbanken.
Varsel om lovindgreb
Ifølge Simon Kollerup har bankerne eksempelvis mulighed for at bruge danskernes indlån til at nedbringe lang og dyr gæld. Og dermed faktisk have gavn af pengene.
– Jeg mener, at bankerne skal tænke sig grundigt om, før de sætter grænserne ned herfra, hvor vi er nu. Det er selvfølgelig et budskab, jeg håber, at de vil lytte til, siger Simon Kollerup.
Han fastslår samtidig, at hvis bankerne sænker beløbsgrænsen yderligere, så vil han “indkalde de partier, der finder interesse for det”.
Det er et varsel om, at bankerne risikerer et lovindgreb, hvis de fortsætter med at sætte beløbsgrænsen ned.
– Jeg har ikke set tilløb til, at banker er ved at sætte grænsen længere ned end 100.000 kroner. Derfor følger vi situationen for nuværende. Men hvis de vil sætte grænsen længere ned, må vi i fællesskab se, hvad der er det rigtige værktøj, siger Simon Kollerup.
/ritzau/
Foto: Erhvervsministeriet