Onsdag er der premiere på årets fyrspil i Sydthy.
Årets forestilling hedder Ravkongens Døtre, og handler om magtbegær, forræderi og venskab.
Omdrejningspunktet er ravvejen, som tilbage til oldtiden var en handelsrute mellem Nordeuropa og Sydeuropa. Historien foregår i to forskellige handlingslag og i to forskellige tider, dels i oldtiden omkring yngre jernalder og dels i nutiden.
Stykket er skrevet af dramatikeren Marie Markvard Andersen, der for tredje gang skriver et stykke til Fyrspillene i Sydthy.
Instruktionen har i år været lagt i hænderne på Ninna Lund Nielsen og Ejgil Enevoldsen, der begge har været med i Fyrspillenes forestillinger i en årrække, både som skuespillere, instruktører og bag scenen.
Der medvirker 50 skuespillere, som spænder over aldre fra 7 til 75 år og med flere generationer i samme familier. Dertil kommer lige så mange, der arbejder med kostumer, regi, scenografi og andre praktiske opgaver.
Forestillingen opføres i den gamle sandgrav på Sindrupvej ved Tinghøj, Ydby, 7760 Hurup. Årets fyrspil spilles fra onsdag 30. juni til søndag 4. juli, alle dage kl. 19.30, søndag dog kl. 14.00.