De færreste af os tænker på dem i det daglige, men microchips er med til at få en stor del af den elektroniske dagligdag til at fungere.
Microchips er komponenter, som sidder i al elektronik i alt fra spillekonsoller til biler og robotter.
Hos Mors-virksomheden BILA, der beskæftiger sig med netop automationsindustrien, spiller microchips en stor rolle. Problemet er bare, at de ikke er til at få fat i disse coronatider:
– I de computere, der styrer vores anlæg, sidder der microchips, og det er dem, vi ikke kan få fat i. Uden den del kan vi ikke levere et færdigt anlæg, fortæller direktør Per Bech Rasmussen til TV Midtvest.
Toppen af isbjerget
Tidligere har ventetiden på levering været på 14 dage. Nu er den på op til fem måneder. På nogle komponenter oplyses slet ikke en leveringstid.
– Uvished er en kæmpe udfordring, når vi laver planlægning i forhold til, hvornår vores kunder kan få vores produkter. Vi har et kæmpe planlægningsissue, lyder det fra Per Bech Rasmussen.
Han frygter, at de aktuelle udfordringer med at skaffe microchips kun er toppen af isbjerget:
– Jeg er meget nervøs for, at vi ikke har set det største problem endnu, men at det først kulminerer i efteråret, sig han.