Regnvandsbassiner og skovrejsning på vej ved Øster Jølby

Morsø Forsyning og Morsø kommune har i fællesskab købt det ni hektar store Præstbro-anlæg ved Øster Jølby.

Købet er sket med henblik på at realisere et længe næret ønske om at etablere regnvandsbassiner og muligheden for et skovrejsningsprojekt.

På den måde bliver området både rekreativt og funktionelt i forhold til forsyningens interesser og behov, sammenholdt med en borgergruppens ønske om bevilling i forhold til skovrejsning.

– Som formand for Morsø forsyning glæder jeg mig over, at vi nu kan sikre de tekniske udfordringer vi har med overfladevand, men også i relation til de spildevandsledninger og pumpestationer, som er og skal etableres i området, siger Peter Therkildsen, der også sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre.

Over for Nordjyske tilføjer han, at:

– Vi skal have lavet forsinkelsesbassiner til overfladevand fra de befæstede arealer i Øster Jølby, ligesom vi forhandler med Vejdirektoratet om bassiner til regnvand fra rute 26, fortæller Peter Therkildsen.

– Herudover vil den fremtidige skov bidrage til at gøre Øster Jølby mere attraktiv og grønt, tilføjer han.

Desuden skal området lægge jord til nogle ledninger, der skal lede spildevand fra et renseanlæg ved Sundby, som står til at skulle nedlægges, ind til renseanlægget i Øster Jølby, skriver Nordjyske.

Prisen for købet af anlægget er ikke oplyst.

Foto: Morsø Forsyning

Forfatter

Related posts

Top