– Åh ja, det er skam valgår!

Læserbrev af
Ellen Philipsen Dahl, medlem af kommunalbestyrelsen på Mors for Demokratisk Balance

Jeg havde egentlig besluttet ikke at slutte mig til koret omkring Ørodde, da jeg rent faktisk synes, at den politiske debat efterhånden nærmer sig det pinlige. Men jeg blev alligevel så provokeret af den indholdsmæssige skævvridning, at jeg må komme med en kort bemærkning.

Til almen oplysning var titlen/temaet på punkt 76 på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde: ”Forslag til Kommuneplan 2021 – 2033”. Altså et FORSLAG som kommunalbestyrelsen skulle vedtage at sende i høring hos borgerne på Mors.

Et FORSLAG til Kommuneplan for HELE MORS!!! En plan, som omhandler en udviklingsdagsorden, der skal danne rammerne om fremtidens Mors. Et FORSLAG, der er brugt rigtig megen tid på at diskutere og udarbejde, omhandlende hele øen! En voldsomt spændende og vigtig plan, som rummer så mange muligheder og udfordringer, der fortjener en ligeværdig opmærksomhed!

Men hvad skete? – Populismen overtog den saglige debat, og Ørodde stjal hele billedet!

Jeg tror ikke ret mange, som kender min og Demokratisk Balances politiske program, er usikre på, hvad vores holdning til Ørodde er – Den har nemlig været præcist den samme i 8 år! Ørodde skal være et rekreativt natur- og fritidsområde for ALLE. Og det er der nu rig mulighed for, det bliver, hvis de høje instanser på Christiansborg giver tilladelsen. Vedlagte 5 år gamle skitse taler vist sit tydelige sprog!

Og når det så er sagt, vil vi i Demokratisk Balance opfordre kraftigt til, at blikket nu løftes mærkbart, så vi kan få en spændende, nødvendig og visionær diskussion om HELE Kommuneplanen for HELE Mors. Vi kan kun håbe på, at morsingboerne ser bort fra denne pinlige snæversynethed og i stedet engagerer sig i hele planen, som den og vi borgere fortjener.

At Socialdemokraterne og Radikale ikke mener, man kan stemme for at sende en Kommuneplan til høring hos borgerne, på baggrund af en holdningsdivergens omkring et område på ca. 17.000 m2 holdt op imod de 368.000.000 m2 Mors fylder – ja, det nærmer sig det groteske.

P.S.

Og så blot for at imødegå enhver tvivl og konspirationsteori – Ja så har Demokratisk Balance ikke taget endelig stilling til evt. udstykning af den nuværende campingplads. Det vil vi lade bero på en visionær og gennemarbejdet helhedsplan, udarbejdet for hele området i sammenhæng med den øvrige kyststrækning langs Nykøbing. Men hvis campingpladsen evt. udstykkes, tænker vi almene generationsboliger, der vil kunne sikre en befolknings- og aldersmæssig forskellighed.

Rigtig god sommer!

Foto: Morsø Kommune

 

Forfatter

Related posts

Top