Thy Erhvervsinvest ejer nu i fællesskab med Joan og Leo Madsen Thy Vinduer Holding A/S. Under sig har selskabet Linolie Døre og Vinduer A/S.
Det fælles ejerskab har desuden sikret købet af Vestervig-virksomheden VIPO A/S pr. 1. juli. Med sammenlægningen kan Thy i dag bryste sig af at have en markant spiller indenfor produktion af specialvinduer. Og det er et nichemarked, der kun forventes at vokse.
I mere end 30 år har VIPO produceret vinduer og døre i høj kvalitet og beskæftiger i dag 19 medarbejdere. Men ejeren, Victor Søgaard, ønskede at gå på pension og et generationsskifte havde længe været et ønske.
Thy Erhvervsinvest kontaktede derfor Leo og Joan Madsen, som har driftet Linolie Døre og Vinduer A/S i Vemb i flere år, med henblik på et muligt partnerskab. Det resulterede i det fælles selskab og sidenhen købet af VIPO A/S, som Thy Vinduer Holding A/S overtog driften af pr. 1. juli.
Det er første gang, Thy Erhvervsinvest er medejer af et holdingselskab, der ejer flere virksomheder. Direktør i Thy Erhvervsinvest Thomas Sandal Hansen ser store muligheder i den nye konstellation:
– Både VIPO Vinduer A/S og Linolie Døre og Vinduer ApS er veldrevne virksomheder med godt fat i deres respektive markeder. Markedet for specialvinduer forventes at vokse de kommende år, og derfor giver det utrolig god mening at forene kræfterne og stå som en markant spiller på markedet, siger han i en pressemeddelelse.
– Begge virksomheder oplever øget efterspørgsel på specialvinduer. Den store efterspørgsel skyldes dels mange renoveringer af bevaringsværdige bygninger i storbyerne. Dels at private i højere grad end tidligere viser interesse for at besvare det gamle og renovere i den gamle stil.
Det fælles ejerskab sikrer de 19 arbejdspladser, der lige nu er i VIPO A/S i Vestervig. Derudover er Thy Vinduer Holding A/S beliggende i Thisted Kommune og dermed betales hele koncernens skat i Thisted Kommune.