Politiet landet gennemfører i denne og næste uge målrettede indsatser på skolevejene.
Det sker i forbindelse med skolestart, hvilket betyder, at mange små, nye og urutinerede trafikanter bevæger sig rundt i trafikken.
Ved skolestart-kontrollerne sidste år sigtede politiet mere end 7700 trafikanter, hvor langt hovedparten var bilister, som overskred den tilladte hastighed på skolevejene.
– Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn, er uopmærksomme eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. Det handler om tryghed og sikre skoleveje og derfor gennemfører vi også kontroller i år, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Nogle bilister har for travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole. De udviser ikke hensyn over for andres børn, der som fodgængere eller cyklister er på vej til skole. Derfor vil politiet igen i år ved anvendelse af manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol sætte ind for at medvirke til sikring af skolevejen og skride ind over for trafiksyndere.
Politiindsatserne vil blive koncentreret om skoleveje, hvor der især vil blive fokuseret på bilernes hastighed, om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele, om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele, skolepatruljernes arbejde og forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.
LÆS OGSÅ:
Foto: Politiet