Sundhedsstyrelsen sætter nu ind med en kampagne for at få flere 20 til 29-årige vaccineret mod covid-19.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Det er i vidt omfang denne aldersgruppe, der bærer smitten i øjeblikket. De seneste syv dage var hver tredje smittetilfælde i denne aldersgruppe.
Men det kniber tilsyneladende med at få målgruppen til at tage imod tilbuddet om vaccination.
27 procent har således ikke reageret på invitationen til vaccination, på trods af at de første i aldersgruppen har været inviteret siden midten af maj.
Der kan være mange forklaringer på, hvorfor det står sådan til, lyder det fra direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
– Nogle har været afsted på sommerferie. Der har også været høj smitte i netop denne gruppe, og derfor har en del af dem haft et gyldigt coronapas, fordi de har været smittet.
– Nogle ved formentlig heller ikke, at det er vigtigt at blive vaccineret, selv om man har været smittet, eller at man kan blive smittet med coronavirus flere gange.
– Andre har måske bare ikke fået bestilt tid. Derfor sætter vi ekstra ind med en kampagne, som minder de unge om at blive vaccineret, siger Søren Brostrøm.
Den landsdækkende kampagne kommer til at forløbe over de næste uger.
/ritzau/
Foto: Line Bloch Klostergaard