Køligere vejr på vej

Koldere luft er på vej mod Danmark, og allerede fredag aften slår det igennem, da temperaturerne her ventes at tage et dyk.

Det fortæller Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fredag morgen. Men inden det køligere vejr finder vej, venter der de fleste steder i landet en relativt lun fredag.

– Vi har fået en god start på dagen i dag. Der er lidt forskel på, hvor i landet man befinder sig. I den østlige del bliver det lunest, siger meteorologen.

Lokalt kan det om formiddagen blive op til 25 grader, mens der bliver overgange med skyer.

Fra fredag middag vil en koldfront over det nordvestlige Jylland give skyer og måske byger, og temperaturerne vil falde. Koldfronten vil i løbet af eftermiddagen og aftenen bevæge sig til resten af landet og sætte sit præg på lørdagens vejr.

– Lørdag får vi et vekslende skydække med byger. Vi skal nok være glade for, hvis vi får mellem 17 og 20 grader, siger Frank Nielsen.

Vejret søndag kommer til at minde om lørdagens vejr. Begge dage bliver det dog mere tørt end vådt.

Lørdag bliver en smule mere blæsende end søndag med frisk vind, og ved Vestkysten kan der komme hård vind til kuling.

Natten mellem søndag og mandag bliver ifølge Frank Nielsen “en gamechanger”, da et lavtryk fra Grønland bevæger sig ned til Danmark og giver en del regn.

– Det bliver mere og mere lousy vejr. Der er endnu koldere luft på vej sammen med et lavtryk, og det giver rigtig meget regn både mandag og tirsdag. Temperaturen falder yderligere til mellem 15 og 18 grader.

– Vi aflyser ikke helt sommeren endnu, men kalendermæssigt bevæger vi os jo også længere væk, siger meteorologen.

Hen mod weekenden i næste uge kan der være chancer for, at det igen bliver lunere, forsikrer meteorologen.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top