Her er Hanstholm Havns nye formand

Hanstholm Havn er trukket i arbejdstøjet med kurs mod en fremtidssikret version 2.0.

Den store udvidelse blev planlagt og gennemført med Martin Vestergaard som formand for havnens bestyrelse siden 2014. Han vurderer nu, at tiden er inde til at træde tilbage og give stafetten videre. Kirsten Hede indtræder som ny formand med et veletableret kendskab til havnen efter en årrække som medlem af havnens bestyrelse siden 2015.

Kirsten Hede er uddannet i økonomi og programdirektør ved CBS-Executive Bestyrelsesuddannelserne og projektdirektør i Bestyrelsesforeningen. Som nytiltrådt bestyrelsesformand ser hun frem til at fortsætte sit arbejde for den bedst mulige udvikling af Hanstholm Havn, iklædt formandskasketten:

– I kraft af mit virke som medlem af havnens bestyrelse siden 2015 har jeg gennem årene opbygget et stort kendskab til Hanstholm Havn. Med den gennemførte havneudvidelse er banen nu kridtet op til en ny og meget spændende æra med store udviklingsperspektiver. Jeg vil gøre mit bedste for at bære stafetten videre efter Martin Vestergaards mangeårige indsats og sikre den bedst mulige udvikling af Hanstholm Havn, fortæller Kirsten Hede og fortsætter:

– Hanstholm Havn rummer ikke alene unikke udviklingsmuligheder inden for fiskeriet, som siden indvielsen i 1967 har været omdrejningspunktet for havnen. Parallelt med fiskeriet arbejder havnen målrettet med at søsætte forretningsinitiativer inden for særligt grøn energi kombineret med meget spændende vækstperspektiver inden for blandt andet godshåndtering og akvakultur.

Som tak for indsatsen inviterer Hanstholm Havn til åben reception for den nu tidligere bestyrelsesformand Martin Vestergaard onsdag den 25. august 2021 klokken 13.30 på havnekontoret – Trafikhavnsgade 9, 7730 Hanstholm. Tilmelding er ikke nødvendig.

Forfatter

Related posts

Top