Nu kan du blive vaccineret uden at skulle bestille tid først

Fra i dag er det muligt at dukke op uden tidsbestilling og få en vaccination på de vaccinationscentre, som har åbent i Region Nordjylland.

Det er muligt at få både 1. og 2. stik uden tidsbestilling. Men det er kun muligt at få 2. stik, hvis intervallet mellem stikkene overholdes. Der skal minimum gå 21 dage mellem stikkene, hvis du er vaccineret med Pfizer, og minimum 28 dage mellem stikkene hvis du er vaccineret med Moderna.

– Vi håber især på, at tilbuddet kan lokke yngre målgrupper til at lade sig vaccinere. Vi ved, at en barriere for nogle er planlægningen i forhold til at finde to dage, som passer ind i en travl hverdag. Vi håber derfor, at tiltaget kan være med til, at flere lader sig vaccinere, siger chefkonsulent i Sundhedsplanlægning, Region Nordjylland, Anders Cinicola.

Det skifter hen over ugedagene hvornår der vaccineres med henholdsvis Pfizer og Moderna, og man skal møde op et sted, der tilbyder den vaccinetype, som man er inviteret til.

Det er muligt at se, hvilke dage der vaccineres, og med hvilke vaccinetyper på www.rn.dk/covid-vaccination. Ikke alle vaccinationscentre har åbent alle dage.

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top